Der fortælles, at han i sin Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o. 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de vare vante til. Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns Universitet kom Svane 1529 til Wittenberg, hvor han forblev længe og 1533 tog Magistergraden.

Han maa allerede her have givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532 faaet kongeligt Løfte paa noget saadant.

1539 blev han kaldet til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog dog kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den 7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for sin Lærergjerning aflagdes Svane med Kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547 Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme.

Da Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og Svane trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til «Danmarks Riges Historicus». Men den Gang vare de historiske Kilder ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve. Den Opgave der blev stillet Svane, var at fortsætte Saxos Historie indtil hans egen Tid.

For at faa Stof til et saadant Værk berejste Svane forskjellige Dele af Landet for navnlig i Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommen med i sit (efter hans Død udgivne) Værk «Gothorum Sveonumqve historia».

Det var navnlig Kansler Johan Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives. 1559, da Svane var færdig med sit Modskrift, fik Universitetets Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse Ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af Svanes Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, «efterdi det er Sandingen». Svanes Arbejde, der dels indeholdt en Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans' Historie, blev da trykt.

Men efter at det var færdigt fra Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til den Udvej at udslette Svanes Navn paa Titelbladet og i Steden derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus' (XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig fra den Tid, da P. Parvus skulde have færdedes i Udlandet i Christian II's Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under Titel: «Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi . . . Huic accessit chronicon s. historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis» (1560, faktisk 1561).

Vi kunne ikke her dvæle ved dette Skrifts senere Skæbne. Snart efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der atter lagt Beslag paa Svanes publicistiske Evner, og han maatte paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til
Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med Undtagelse af ovennævnte «Refutatio» vides ingen af Svanes Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans «Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske» (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II) indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i Norden.

Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske Hverv have sinket Svane i hans Arbejde paa Danmarks Historie. I ethvert Tilfælde gik det langsomt fra Haanden, skjønt Svane ikke savnede kraftige Opfordringer til at fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til Frederik I's Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanes Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr.

1579 fik Svane Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt sammen til Kansler Niels Kaas, «paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa». Værket blev nu overgivet til Universitetets Bedømmelse; men det kom ikke videre. Svane var jo ogsaa en gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at det kunde komme for Lyset.

I mange Aar hørte nu Svanes Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok, og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af Svane s Værk, der omhandlede Christian II's Historie. Denne Konge var nemlig afmalet af Svane med de sorteste Farver, og det var Vand paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa Danmark. For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af Svanes egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting, maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid.

I det hele var Stræng Paalidelighed just ikke Svanes Sag; han synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved Gætninger og dristige Kombinationer. Dog har han den Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved Universitetsbibliothekets Brand 1728.

Svane døde i Ribe 20. Sept. 1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept. 1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4. Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en senere Tid tog sig for at imødegaa Svanes ovennævnte Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger («liberis qvam libris procreandis aptior fuit»). Vi holde os dog hellere til Vedel, af hvem Svane (1567) omtales som en saare værdig og kundskabsrig Mand, «vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus».

Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. Svane 68 ff.
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff.