|
Svaning, Hans 1503-84,
kongl. Historieskriver, var født i Landsbyen Svaninge i Fyn.
Hans Forældre vare Bønderfolk; men han havde en Slægtning i den
gejstlige Stand, M. Jens Andersen, Kansler hos Biskoppen i
Odense, der hjalp ham til at studere.
Der fortælles, at han i sin
Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt
Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens
Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o.
1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da
Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa
uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de
fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de
vare vante til. Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns
Universitet kom Svane 1529 til Wittenberg, hvor han forblev
længe og 1533 tog Magistergraden.
Han maa allerede her have
givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar
efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade
ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales
det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske
studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget
lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et
Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det
blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532
faaet kongeligt Løfte paa noget saadant.
1539 blev han kaldet
til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog
dog kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den
7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne
paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved
sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at
oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for
sin Lærergjerning aflagdes Svane med Kapitelspræbender i
Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547
Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme.
Da Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og Svane
trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev
hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til «Danmarks
Riges Historicus». Men den Gang vare de historiske Kilder
ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve.
Den Opgave der blev stillet Svane, var at fortsætte Saxos
Historie indtil hans egen Tid.
For at faa Stof til et saadant
Værk berejste Svane forskjellige Dele af Landet for navnlig i
Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde
tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid
tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk
Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende
Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes
Magnus var fremkommen med i sit
(efter hans Død udgivne) Værk «Gothorum Sveonumqve historia».
Det var navnlig Kansler Johan
Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives.
1559, da Svane var færdig med sit Modskrift, fik Universitetets
Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde
forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer,
vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse
Ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne
dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af
Svanes Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, «efterdi
det er Sandingen». Svanes Arbejde, der dels indeholdt en
Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans'
Historie, blev da trykt.
Men efter at det var færdigt fra
Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa
heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da
det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til
den Udvej at udslette Svanes Navn paa Titelbladet og i Steden
derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus'
(XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det
Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig
fra den Tid, da P. Parvus skulde have færdedes i Udlandet i
Christian II's Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under
Titel: «Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi . . .
Huic accessit
chronicon s. historia Joannis regis Daniæ in declarationem
ejusdem refutationis» (1560, faktisk 1561).
Vi kunne ikke her dvæle ved dette Skrifts senere Skæbne. Snart
efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de
nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der
atter lagt Beslag paa Svanes publicistiske Evner, og han maatte
paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til
Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under
Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske
Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med
Undtagelse af ovennævnte «Refutatio» vides ingen af Svanes
Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans «Retraktat eller
Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske
til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske
og de svenske» (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II)
indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i
Norden.
Det er vel sandsynligt, at
disse publicistiske Hverv have sinket Svane i hans Arbejde paa
Danmarks Historie. I ethvert Tilfælde gik det langsomt fra
Haanden, skjønt Svane ikke savnede kraftige Opfordringer til at
fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening
efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret
voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til
Frederik I's Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for
øvrigt var Svanes Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i
Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr.
1579 fik Svane
Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad
han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad
enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad
gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt
sammen til Kansler Niels Kaas, «paa det fornævnte danske
Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges
og udgaa». Værket blev nu overgivet til Universitetets
Bedømmelse; men det kom ikke videre. Svane var jo ogsaa en
gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som
hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at
det kunde komme for Lyset.
I mange Aar hørte nu Svanes
Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i
Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til
den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok,
og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark
og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det
formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af Svane s
Værk, der omhandlede Christian II's Historie. Denne Konge var
nemlig afmalet af Svane med de sorteste Farver, og det var Vand
paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa
Danmark. For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af
Svanes egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa
upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting,
maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid.
I
det hele var Stræng Paalidelighed just ikke Svanes Sag; han
synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig
Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske
Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved
Gætninger og dristige Kombinationer. Dog har han den
Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor
Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige
Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han
ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af
hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved
Universitetsbibliothekets Brand 1728.
Svane døde i Ribe 20. Sept.
1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept.
1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren
Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4.
Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en
senere Tid tog sig for at imødegaa Svanes ovennævnte
Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig
bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger («liberis qvam
libris procreandis aptior fuit»). Vi holde os dog hellere til
Vedel, af hvem Svane (1567) omtales som en saare værdig og
kundskabsrig Mand, «vir prudens, gravis et in omni eruditionis
genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum
peritissimus».
Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. Svane 68 ff.
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff.
|
 |
 |
| Slægten SVANE |
 |
Famous persons af Anthony Svane
10. maj 2010 |
...en del af
Danmarks
Historie |
|