Johan Ludvig Heiberg var en af Guldalderens førende digtere og kritikere. Han huskes især for sine vaudeviller, små lystspil med indlagte sange til tidens populære melodier, der giver et fremragende tidsbillede af livet blandt det københavnske borgerskab og ikke mindst for det nationale festspil ”Elverhøi”, der har været opført på Det Kongelige Teater mere end 1000 gange. Sammen med sin hustru, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og moderen, forfatterinden Thomasine Gyllembourg skabte han et hjem, der blev mønsterdannende for borgerskabet.

JOHAN LUDVIG HEIBERG skrev i forbindelse med Elverhøj, den ene af vores to nationalsange - ”Kong Christian stod ved højen mast”.

Johan Ludvig Heiberg var skilsmissebarn. Hans fader, Peter Andreas Heiberg (1758-1841), havde gennem det 18. århundrede sidste par tiår forfattet og udgivet en række politisk-satiriske skrifter af regeringsfjendtlig og republikansk observans, hvilket i 1799 indbragte ham en dom for landsforvisning.

Året efter at Peter Andreas Heiberg havde forladt landet, i 1801, søgte og opnåede hans unge hustru Thomasine (f. Buntzen, 1773-1856, senere kendt som forfatter af "hverdagshistorierne" ) skilsmisse, hvorved hun blev i stand til samme år at ægte sin tilbeder og elsker, den svenske baron C.F. Gyllembourg-Ehrensvärd.

Slægtsmæssigt har han og Ludvig Holberg samme stammoder, nemlig Marine Svane, datter af Marine Svanesdatter.

Slægtsforholdet ser således ud:

Navnlig i to egenskaber har Johan Ludvig  Heiberg haft betydning for dansk litteratur: som dramatiker, hvor han lancerer vaudevillen, og som kritiker og æstetiker, blev inspireret af den tyske filosof G.W.F. Hegels (1770-1831) systematiske begrebsdialektik, i virkeligheden grundlægger dansk litteraturvidenskab.

Faderen, Peter Andreas Heiberg, henlevede resten af sit liv i eksil i Paris hvor sønnen genså ham først som voksen (i 1819).

Ved skilsmissen havde faderen imidlertid - efter bitter strid med Thomasine - opnået den formelle forældremyndighed og kunne dermed træffe beslutninger vedrørende sønnens opdragelse og opholdssted.

En tid (1803-04) var denne således sat i pleje hos Peter Andreas Heibergs åndsfælle, forfatteren og litteraten Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og dennes hustru Kamma (f. Heger, 1775-1829) på Bakkehuset.

Umiddelbart kunne man tro, at dette levende litteratur- og kulturhjem måtte afgive gode opvækstbetingelser for en lille digterspire, men ingen af ægtefællerne Rahbek havde rigtig anlæg for at fungere som plejeforældre, og drengen benyttede snart en lejlighed til at stikke af fra Bakkehuset og søge tilflugt hos sin moder.

Den unge Heibergs rige begavelse kom tidligt til udfoldelse; han opfattede hurtigt og tænkte skarpt. Efter vellykket privatundervisning blev han 1809 student og aflagde året efter den såkaldte " anden eksamen" på universitetet, alt med smukke resultater.

Som brødstudium valgte han medicinen, som han dog nedprioriterede til fordel for dyrkelsen af litterære og naturvidenskabelige interesser, især astronomi og entomologi (insekt-lære).

I efteråret 1817 erhvervede han med udmærkelse magistergraden i spansk og portugisisk litteratur, og måneden efter doktorgraden på en latinsproget disputats om den spanske dramatiker Calderón (1600-81). En rejse til Stockholm i 1812 gav den kommende verdensmand et grundkursus i selskabelig savoir-vivre.

Årene 1819-22 tilbragte Heiberg i Paris, hvor han genså sin fader og tilvejebragte en slags udsoning mellem forældrene. 1822-25 var han ansat som dansk lektor i Kiel, en stilling, han varetog uden entusiasme.

 Se også Heiberg-selskabet