Hvorom alt er, så er Johannes søn af Enevold Ewald - præst (titulær professor) ved Waisenhuset i København - og Marie Matthiasdatter Wulf.

Slægten tilbage går gennem moderen Marie Martensen, bedstemoderen Maren Ravn, dennes moder Dorothea Hansdatter From til Johanne Bertelsdatter Struck.

Men tilbage til Johannes Ewald. Et år før sin død oplevede Johannes Ewald en stor kunstnerisk triumf med syngespillet Fiskerne. Musikken var komponeret af J.E. Hartmann, og stykket handlede om en redningsdåd d. 19.11.1774, hvor fem fiskere fra Hornbæk forsøgte at bjerge besætningen fra et nødstedt engelsk skib, men kun nåede at redde kaptajnen. Ved premieren sad de fem redningsmænd neden for scenen og blev betragtet med undren af det dannede teaterpublikum. Forfatteren selv var fysisk ødelagt af lang tids sygdom og så krumbøjet af gigt, at han måtte overvære premieren liggende i en loge. Ifølge overleveringen kaldte tilskuerne i nabo logen dén digter, der her oplevede sit livs store triumf, en "Lazarus". "Og derfor slikker Hundene ham!", svarede han tilbage.

Uanset om historien er sand eller ej, fanger dette situationsbillede Johannes Ewald som digtermyte. Bag bemærkningen om Lazarus og den implicitte påstand om, at Ewald behøver en Frelser (byggende på Johannes-Evangeliet, kapitel 11), ligger der en fordømmelse af hans berygtede liv som drukkenbolt, eventyrer og outsider. Allerede i Ewalds egen samtid cirkulerede de mange historier, der skulle blive til myten om digteren og elskeren i dansk litteratur: fattigdom og tab, men også orgiastisk og vildt liv, som al stor digtnings nødvendige baggrund. Myten er sam- og eftertidens spidsborgerlige billede af en rigtig digter. Men myten var ikke Ewalds egen. Bemærk, at han svarede igen med udsøgt hån. Hundene er publikum, der i velforsørget selvtilstrækkelighed applauderede værket og i samme åndedrag gysende reserverede sig vis à vis dets ophavsmand. Som modtekst til borgerskabets brug af Johannes-Evangeliet valgte den teologisk kyndige Ewald Lukas-Evangeliets (kapitel 16) fortælling om den rige mand og Lazarus, hvorfra hundene er hentet. På den facon placerede digteren sit publikum i et tvetydigt lys - sig selv gav han en lysende skæbne i Abrahams skød. Kort tid efter premieren døde Ewald og fik en nationalbegravelse med et gigantisk sørgetog, som var han en kongelig afdød. Vejen til digterberømmelsen havde været kort, men uhørt intens.

Hans produktion rækker fra heroisk-klassicistisk dramatik, følsomme syngespil, traditionel lejlighedsdigtning og odedigtning i nyklassisk stil til satirisk-parodisk prosadigtning. Det er næppe muligt at samle de mange værker i én formel. Ewald er mange Ewald'er. Men uanset hvad han skrev, er der en umiskendelig sproglig energi i hver en tekst fra hans hånd. Dybt indfældet i tradition, klassicisme og retorik omformede han de kendte genrer. Under indtryk af den europæiske romankunst rev han den danske prosa løs af klassicistiske idealer og udviklede en stil af hidtil ukendt smidighed. Påvirket af tysk og engelsk dramatik skrev han dansk teater ud af klassicismen, og hans lyrik åbnede endnu uhørte udtryksregistre. Men den klassiske kanon og den nyklassicistiske litteratur er overalt det nødvendige grundlag for Ewalds overskridende tekster, hvor subjektiviteten er skuepladsen for gennemarbejdningen af de æstetiske registre.

Uanset den lidenskab, der brænder i teksterne, er de overalt skrevet med køligt overlæg og kunstfærdig beherskelse. Livet som skribent - værkerne - og ikke de mange myter om den uregerlige drukkenbolt, er historien om Johannes Ewald. For Ewald stillede sagen sig sådan, at det at udforske kunstens rige samtidig var at udforske virkelighedens muligheder. I et "Udkast til Fortale" til dramaet Rolf Krage (1770) skriver han om at trænge "eensom igjennem Virkelighedens umaalte Rige [ind] i Mulighedernes". I den senere "Fortale" til de Samtlige Skrifter (1780) skrev han om sig selv som forfatter og forklarede sin fremgangsmåde således: "Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild".