|
Hans Christian Hansen med
mellemnavnet Svane, blev født i Århus den 8. november 1906 og døde af kræft den
19. februar 1960. Han var født ind i små kår som søn af skomager Christian
Hansen og Helene Hansen. I vore dage ville man opfatte dem som fattige, et syn
H.C. Hansen dog på det bestemte afviste, for som han senere udtalte:
”Nej, vi var ikke fattige. Vi
havde et godt hjem og fik både mad og tøj”.
H.C. Hansen udviste særlige
boglige evner, hvilket gjorde, at han var nummer 1 i sin klasse med ug i
gennemsnit. Disse evner for det boglige betød dog ikke, at H.C. Hansen kom i
mellemskolen, dertil var pengene for knappe ifølge hans far, og han kom i stedet
i lære som typograf og blev uddannet i 1925.
På dette tidspunkt
var han allerede politisk aktiv, såvel i arbejdet for at organisere
typograflærlingene som i Danmarks socialdemokratiske Ungdom, D.s.U., og
han var begyndt at komme sammen med Gerda Nielsen, med hvem han senere skulle
blive borgerligt gift og leve sammen med til hans dødsdag.
Det var i samme
periode, at H.C. Hansen stiftede bekendtskab med den tre år ældre og mere
erfarne ungdomspolitiker i D.s.U, Hans Hedtoft, et bekendtskab der udviklede sig
til at blive et såvel nært venskab som tæt politisk parløb.
De var begge tredje
generation i Socialdemokratiet, og skulle siden hen blive frontfigurer på
bevægelsens højdepunkt. Hans Hedtoft og H.C. Hansen var forskellige som få, med
den udadvendte og impulsive Hedtoft som førsteviolinist, og den indadvendte
metodiske H.C. Hansen som hans nærmeste rådgiver og støtte.
Rangfølgen mellem de
to nye og unge fremadstormende socialdemokrater blev cementeret med Staunings
udnævnelse af Hedtoft som partiformand og H.C. Hansen som partisekretær i året
1939. Denne rangfølge skulle vise sig at komme ud for et voldsomt pres i
kølvandet på det sviende valgnederlag i 1945, hvor det socialdemokratiske
bagland begyndte at stille spørgsmålstegn i forhold til Hedtoft som partiets
formand. Flere og flere ønskede – i det skjulte – at erstatte formandsstolen med
H.C. Hansen.
I denne spændte
situation kom H.C. Hansen sin gamle ven og allierede til undsætning, ved på sin
40 års fødselsdag én gang for alle at slå rangfølgen fast med de berømte ord:
”Altid var du nummer 1 og jeg nummer 2 – altid, Hans, og du skal aldrig
opleve, at jeg vil prøve at trænge mig foran dig. Jeg er godt tilfreds med at
være din nummer 2…”.
De to partikammerater
og nære venner gav derpå hinanden et forpligtende håndslag på denne
konsolidering, et håndslag der skulle vise sig betydningsfuldt i forbindelse med
det følgende årtis mange problemer, og hvor Hedtoft gentagne gange blev
foreslået erstattet med H.C. Hansen.
I befrielsesregeringen i 1945 blev han
finansminister, en post han fik igen under Hedtofts regering fra 1947 til 1950.
I 1953 blev han udenrigsminister, og da
statsminister Hedtoft døde i januar 1955, var det naturligt, at H.C. Hansen
overtog regeringschefansvaret, men han bevarede posten som udenrigsminister
indtil 1958. Han blev ramt af en kræftsygdom og døde i 1960.
H.C. Hansen var med til at føre Danmark
ind i Atlantpagten, senere kaldet NATO, i 1949 og var en stærk tilhænger af
samarbejdet med USA og de vesteuropæiske demokratier. Under forhandlingerne om
Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 lykkedes det H.C. Hansen med
København-Bonn-erklæringerne at sikre rettighederne for det danske mindretal i
Sydslesvig.
Han var stærkt antikommunistisk
indstillet og lod sig ikke kue af de store demonstrationer i 1956, da et
mæglingsforslag blev ophøjet til lov. Han var resultatsøgende, og det var under
hans regering, at folkepensionen blev indført i 1957.
Samtidig var han et lyrisk menneske, der
helt siden de unge dage skrev digte og sange, som han selv gerne var med til at
foredrage.
Om H.C.Hansen skrev
Poul Erik Søe – i Kristeligt Dagblad 22. februar 1960
H C Hansen havde et poetisk sind, rigt
på lyriske nuancer, men uden voluminøse sving. Stille og roligt skrev han sine
vers og prosastykker, oftest i jævnt arbejdersprog. Han var langt fra nogen stor
digter, gav sig heller aldrig ud for at være det. Han havde blot en smule mere
talent end det, som bruges til lejlighedssange, og talentet udnyttede han i den
opdragende gerning, han sig på i sit parti.
Da H C Hansen kom ind i
socialdemokratiet, mærkede han nemlig ret hurtigt, at partiet trængte til at
komme i skole. Det var proletarernes ære, at de banede vej for de socialistiske
ideer. Nu kom tredie generation, og den lod sig ikke nøje med højere løn og
kortere arbejdstid. H C Hansen var en af de første, som turde tale om
socialdemokratisk kulturpolitik, og i omskabelsen af partiet i kulturel
henseende har han størstedelen af æren.
Det var mest små nyttevers uden egen
melodi, H C Hansen skrev. Han brugte pennen som ethvert andet værktøj, men bag
hammerslagene i rimene høres hjerteslagene - de milde og varme, som drev H C
frem, og som i de sidste år afstemte hans lidt uvenlige, realistiske sind, så
forsonligheden trådte tydeligere frem.
Han brugte mest de eksisterende
kraftfulde sangmelodier til sine nyttevers, f. eks. "Som en rejselysten" til en
sang med denne slutning: "Fjern med styrke, én og hver, smålighedens
krøblingsfærd bort fra sal og hytte. Form viden, tro og pligt Danmarks store
frihedsdigt, folk og land til nytte."
Disse strofer var H C Hansens personlige
"frihedssang", mindre svulmende end den officielle, mere i tråd med den indsats,
han gjorde i frihedskampen og for de danske jøder, der var på flugt for
tyskerne. Sangen er fra 1946.
"Arbejdets sang" fra 1933 er
højdepunktet i H C Hansens poesi. - Sangen er gledet ind i skolens sang- og
musikundervisning og er blevet sunget i en del år, uden at børnene har tænkt på,
at digteren var deres statsminister. Oluf Ring har med en vellykket melodi
hjulpet til sangens udbredelse. H C Hansen digter:
Fra seklernes morgen der stiger en
sang
i vældige rytmer, i dybrolig klang.
Den toned, da stenøksen dunked i skov,
den nynned, da træet blev formet til plov,
dens rytmer gav liv gennem dagen så lang.
Det var arbejdets sang.
Den brummed og brummer fra grubernes gem,
den steg, og den stiger fra værksteder frem.
Når stemplerne går i fabrikkernes rum,
når dampskibets skrue slår havet til skum,
da bruser dens toner i dagen så lang.
Det er arbejdets sang.
Når jernskinner gungrer af hastende tog,
og dampen er presset til rasende kog,
når brobuer spændes i vældige drag,
når dunkle tunneler blir sprængte med brag,
da bruser det bredt gennem dagen så lang.
Det er arbejdets sang.
Også prosaen tog H C Hansen i anvendelse
i den kampperiode, hvor han opstillede socialdemokratiet i samarbejde med den
nære ven, Hans Hedtoft. I trediverne var talekor yndede, og H C Hansen gav i
sine talekor ungdommens stræben og higen mæle. Typografen H C Hansen havde
tumlet så længe med skrifterne, at han ikke længere ville finde sig i blot at
sætte, hvad andre skrev. Han ville selv bestemme. Til talekorene føjede sig en
digtsamling og senere prosastykker, hvoraf rejsebeskrivelsen "Blandt nye naboer"
rangerer højest.
Bogen er skrevet over H C Hansens
oplevelser på rejsen med SAS til Tokio over Nordpolen. På tre uger tilbagelagde
han over 30.000 kilometer gennem Alaska, Japan, Philipinerne, Thailand, Burma,
Indien, Pakistan, Ægypten og Italien. Statsministeren vendte veloplagt hjem og
fik midt i sit anstrengende arbejde tid til at skrive bogen om rejsen. "Blandt
nye naboer" blev H C Hansens sidste litterære arbejde.
Egentlig blev produktionen aldrig
overvældende, og med et lunt glimt i øjet har hans partifæller en gang kaldt ham
"den arbejderdigter, der svigtede mest". Finansminister-, handelsminister- og
statsminister-taburetter er da heller ikke sædvanlige placeringer for digtere.
Men H C Hansen var helt fra sine unge år vant til at skriver vers og prosa på de
mærkeligste steder. Han startede sine digterier i en kulkælder i Århus med en
huggeblok som "skrivepult", - en ønskværdig start for en proletardigter. Han
endte dem ved statsministeriets blankpolerede skrivebord - en ligeså ønskværdi
slutning.
|
 |
 |
| Slægten SVANE |
 |
Famous persons af Anthony Svane
10. maj 2010 |
...en del af
Danmarks
Historie |
|
