Hvad Vorherre vil have ud af os, skal vi kun sé, vi kan blive til, enten det er stort eller smaat."

Fra Landsbybørnene af B.S. Ingemann.

Bernhard var yngst af 8 søskende, og kun 10 år gammel døde faderens i 1799. Familien flyttede til Slagelse, hvor han kom i latinskole, blev student 1806 og tog herunder filosofisk eksamen ved Københavns universitet.

Som ung student i København var Ingemann optaget af tidens skræklitteratur og skrev bl.a. selv flere spændende eventyr og fortællinger. Byen var for Ingemann en kontrast til den gamle præstegård på Falster, hvor han var vokset op. Miljøet herfra tog han senere med sig ind i sin digtning om blomster der "titte til hinanden" og "muntre fugle kalde på hverandre" i sine Morgensange for Børn.

Under englændernes bombardement af København 1807 blev hans bosted, bøger og ejendele lagt i aske, hvilket resulterede i at han tog tilbage til Slagelse.

Moderen døde i 1809 og hans digtning begyndte i en stemning af dødsvished og melankoli. 1812 forlovede han sig med Lucie Marie Mandix, og udgav endnu en digtsamling: ‘Procne’. I 1816 udløb hans friplads på Valkendorfs kollegium men sikrede sig et toårigt rejsestipendium, som 1818-19 tillod ham tidens obligate dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og især Italien. Hans hjemkomst blev fejret med digte af Blicher og Grundtvig – Ingemann var blevet en af samtidens fremtrædende litterære personligheder.

Efter sin studierejse til Rom, hvor han bl.a. omgikkedes billedhuggeren H.E. Freund og også mødte Bertel Thorvaldsen, blev han lektor i dansk ved Sorø Akademi. Her skrev han en række historiske digte og romaner, som blev meget læste. Bøgerne var levende og muntre og holdt fast ved den historiske ide, at Danmark var i fremgang, når konge og folk holdt fast ved gud.