Africanus
Af Anders J. Eriksholm
Oprindelig trykt i Historisk Aarbog
1907, Udgivet af Historisk Samfund for
Holbæk Amt
Artiklen kritiseres på forskellige
punkter af Holger Hjelholt i »Holberg
Aarbog« for 1924.
Se:
Artikel om Havrebjerg Kirke
Version 1.2 - 17.09.2006. |
|
Hus i Havrebjerg ret tæt ved kirken; det er
opført 1777. Foto: Bjørn Andersen 2006
En Degn i Havrebjerg
[Frederik Svane Africanus]
I den sidste Halvdel af det attende Aarhundrede
levede i Havrebjerg en Degn og Skoleholder, der
— som den velstuderede Mand, han var — skrev sig
paa sit latinsk med det klingende Navn:
Frideric Petri Svane Africanus.
Denne Mands Levnedsløb er noget udenfor det
almindelige. Hans danske Navn var Frederik
Pedersen Svane, og han fødtes 1710 ved
Christiansborg paa Kysten af Guinea i Afrika som
Søn af en Soldat og en Negerinde. Fra denne hans
afrikanske Fødsel skrev sig Tilnavnet »Africanus«,
et Tilnavn, som dets Bærer vistnok har været
meget tilfreds med, idet det ligesom særtegnede
ham imellem andre og mere gemene Landsbydegne.
Se hans livsforløb Afrikas guldkyst - København
her
Og der var én Ting, der i betydelig Grad tjente
til at styrke hans Selvfølelse, og som prægede
hans Optræden ved Lejligheder, der nærmere skal
omtales. Det var dette, at »Africanus« følte sig
staaende under Kongens særegne Naade og
Beskyttelse. Efter Kong Frederik den Fjerdes
Ønske var den afrikanske Soldats Søn kommen til
København, 14 Aar gammel, med Sognepræst Elias
Svane i Sorterup og blev døbt i Garnisons Kirke,
hvor Kongen viste ham den særdeles Udmærkelse
selv at staa Fadder til ham.
Frederik Pedersen — der formentlig har optaget
Navnet Svane efter den Sorterup-Præst, der
bragte ham til Danmark — blev Student 1732 og
derefter cand. theol. Han rejste 1736 til
Guineakysten som Kateket og virkede i denne
Egenskab i tretten Aar. Saa drog han
tilbage til Danmark, fik kongelig Tilladelse til
at maatte blive befordret til Degn og kom til
Havrebjerg-Gudum Sogne 1751.
Han levede som Degn i Havrebjerg i en lang
Aarrække, nemlig i hele 34 Aar. Hans Liv gled
ikke hele Tiden lige roligt hen, og navnlig kneb
det for ham i Begyndelsen at bevare et
nogenlunde fredeligt Forhold til hans
Sognepræst, Hr. Joachim Gynther. Der var
flere smaa Rivninger imellem ham og Præsten. Den
unge Degn, der havde faaet Lærdom og Kald ved
Kongens synderlige Naade, følte sig lidt mere
end andre Degne. Og det, at han havde levet
adskillige Aar fjernt fra Danmarks Grænser, gav
ham sikkert ogsaa ligesom en videre Horisont end
en almindelig Per Degn. Tillige var der et
Eventyrets Drag over hans Liv, og fra hans
Herkomst og hans Fødsel under Afrikas Sol ligger
det nær at slutte, at hans hede Blod har gjort
det vanskeligt for ham at fremtræde med behørig
degnelig Beskedenhed overfor Sognepræsten.
Hans Velærværdighed, Hr. Joach. Gynther, var i
alt Fald saare fortørnet paa Degnen. Og det var
ham en slem Torn i Øjet, at Degnen i Tide og
Utide travede omkring med sin Bøsse for at skyde
Fugl. Det var galt, at Undervisningen i Skolen
forsømtes derved, men værre var det, at et Barn
efter Faderens Klage ved samme Skydning var
geraadet i Livsfare, idet en stor Del Hagl havde
truffet Barnets Kjortel. Allerværst var det, at
Degnen tog Bøssen med, naar han gik til
Præstegaarden, og Hr. Gynther følte — i hvert
Fald ved en enkelt Lejlighed — sit Liv truet ved
dette Vaaben i Degnens Haand.
 Og
under Frygten for Livet sætter Præsten sig til
at affatte et Klagemaal til Provsten over
Degnen. Glanspunktet i Klagemaalet er dette, at
Degnen en Søndag har fordristet sig til
højtideligt at befale over sin foresatte Præsten
»i Kong Frederik den Femtes Navn«! Ifølge Hr.
Gynthers Fremstilling — der forøvrigt ikke paa
noget Punkt afkræftes af Africanus — tager
Degnens »forargelige Forhold« sig saaledes ud:
Om Tirsdagen den 2. Decbr. 1755 blev Kirkenøglen
afhentet hos Præsten af en Pige, som var
beordret til at feje Vaabenhusloftet. Efter sin
Bortgang fra Kirken tillukte hun ikke Døren
tilstrækkelig, saa den kunde staa for Vinden,
som heftigt bar paa. Om Torsdagen kom Degnen
over Kirkegaarden med sin Bøsse, og da han saa
Kirkedøren aaben, gik han derhen for at
fornemme, om nogen dér var. Men da han ingen saa,
tog han den inderste Kirkenøgle til sig og gik
hjem til sit Hus.
Senere gik han hen til Præsten for at lade ham
vide, at Kirkedøren, nemlig den yderste, stod
aaben. »Og som han med Bøssen kom i mit Hus« —
siger Hr. Gynther — »og paastod, at jeg selv
skulle gaa ind i Kirken for at efterse, om noget
var borte, befrygtede jeg mig at gaa med ham.«
Præsten tilbød i Stedet, at en eller flere af
hans Folk maatte foretage Eftersynet i Kirken.
»Men som han vilde imponere mig selv dertil, lod
jeg det forblive indtil Lørdag den 6. Decbr., da
Skriftemaal Kl. 10 indfaldt.«
Degnen havde jo imidlertid taget den inderste
Kirkedørsnøgle til sig, og da han ikke kom for
at oplukke og synge, kunde Præst og Menighed
ikke komme ind i Kirken ved Skriftemaalet om
Lørdagen.
De ventede efter Præstens Opgivelse en Time paa
Degnen, og da han ikke kom, maatte Skriftemaalet
opsættes til Søndagen derefter.
 »Men
da jeg nu tilligemed Menigheden var gaaet bort
fra Kirken i Lørdags, kom Degnen med to Mænd og
stod udenfor mit Studerekammers Vinduer og med
haarde og onde Ord'fordrede mig ud til sig. Men
som jeg hverken vilde svare, ej heller komme ud
til ham, da stormede han med Magt paa min
Kammerdør og sagde, at han vilde bruge Kongens
Nøgle. Men da Døren var ham for stærk og
hindrede ham Indgang til mig, vendte han tilbage
ad den Vej, han var kommen fra.«
Om Søndagen, da Gudstjeneste skulde forrettes,
samledes saa baade Præst og Degn og Menighed i
Kirken. Men da befandtes Messehagel og -Skjorte
at være borte, og da Præsten uden samme efter
Ritualet ej maatte forrette Sakramentet,
tilspurgte han de til Skrifte arrtegnede, om de
deres Forsæt vilde opsætte til næstkommende
Søndag.
En saadan Opsættelse var ikke efter Degnens
Sind. Han traadte frem, og i de nærværendes
Paahør sagde han til Præsten, at han skulde ikke
komme ud af Kirken, førend han havde forrettet
Sakramentet! »Thi han befalede mig i Kong
Frederik den Vtes Navn!« siger Hr. Gynther.
Man forestille sig denne Scene: Præsten som den
korrekte Embedsmand, der viser, at han nøje
efterlever Ritualet, men samtidig i sine Tanker
med en vis Tilfredshed formulerer sin Klage over
Degnen som den rette skyldige i, at Sakramentet
ikke blev forvaltet Dagen før, som Bestemmelsen
var. Degnen føler sikkert i dette Øjeblik, at
han alt er gaaet for vidt. Han gætter Præstens
Tanker og aner, hvad der vil komme. Men det
afrikanske Blod syder i hans Aarer og betager
ham Besindelsen: han vil »imponere« Hr. Gynther
til at forrette Sakramentet. Thi befaler han ham
i Kongens Navn!
Og dette Optrin mellem Præst og Degn overværes
af en Del af Menigheden, der sidder i
Kirkestolene og ser til. Hvor Menighedens
Sympati har været, derom meldes der intet, men
man tør dog vist nok antage, at adskillige har
beundret den skrappe Degn, der saadan turde vove
at tortere »vor Fa'r«!
Optrinet endte efter Hr. Gynthers Sigende
dermed, at han, »for at undgaa alt for stor
Dispate og Forargelse«, forrettede Gudstjenesten
i sin sædvanlige Orden. Men Dagens Malør var
ikke dermed til Ende. Da Præsten havde sluttet
sin Prædiken, kom Degnen op til ham paa
Prædikestolen med Tillysningsbogen, »hvorudi«,
siger Hr. Gynther, »var antegnet en Del
vidtløftigt og det Sted uvedkommende, ja, for
mig uforstaaeligt at oplæse«.
 Præsten
fik ikke forud for Gudstjenesten
Tillysningsbogen til Eftersyn, og han spurgte da
Degnen, hvad det var, der stod antegnet, saasom
han det ej kunde læse. Herover følte Degnen sig
krænket. Han traadte ned ad Prædikestolen, ud
paa Kirkegulvet, og med høj Røst bad han for en
syg, læste »Fader vor«, »og derpaa opregnede al
den i Tillysningsbogen antegnede Vidtløftighed«.
Præsten maatte derefter slutte med Velsignelsen,
»hvilket alt var en stor Uorden og
Andagtsforhindring for Menigheden«.
Og for denne Uorden og Andagtsforhindring
anklager Hr. Gynther Degnen for Provsten i
Skrivelse af 8. Decbr. Han anmoder Provsten om i
sit Embedes Myndighed at søge saadan Uorden
afværget, saa han i Fred kan forrette
Gudstjenesten, saalænge Gud behager, »da jeg ej
kan vide mig sikker paa mit Liv enten i Guds Hus
eller udenfor, om saadanne Formastelser skal
tage overhaand«.
Hr. Gynther har sikkert atter haft Degnens Bøsse
i Tankerne. Han slutter sin Skrivelse: »Saa
maatte det og behage Herr. Provst at befale
Degnen at levere mig Nøglerne til Kirken, thi
han har taget dem begge til sig, siden jeg paa
førstk. Onsdag agter, om Gud vil, at betjene med
Sacramentet, saa og meddele mig en liden Noticer
om jeg kan forrette Sacramentet uden Messehagel
og Skjorte, indtil Forvalteren over Baroniet,
som i Dag er tilmeldt, hvorledes er tilgaaet,
faar Sagen examineret, og enten de samme eller
andre Ornamenta anskaffede«.
Dagen efter at Provsten i Finderup, Hr. Chr.
Reenberg, havde modtaget Præstens Klage, foretog
han en Rejse til Havrebjerg i den Tanke »at
dæmpe Ilden i Asken«. Han lod Degnen vide, at
han ikke maatte bruge Skyder eller løbe med
Bøsse, og at han efter Gudstjenesten skulde
levere baade Kirkens Nøgler og Alterklæderne i
Præstens Hus. Ligesaa Kommunionsbogen, naar
Indtegning var sket. Og ej heller maatte han
indføre i Lysningsbogen, hvad han selv lystede,
uden Præstens Vidende.
Men det, som var Provstens Hovedærinde, at
stifte »Enighed og Kærlighed« imellem Degnen og
Præsten, lykkedes ikke for ham. Degnens Sind
var, siger Provsten, »saa échauffé og
bittert«, at han »med Larmen og Buldren
fremførte adskilligt bemeldte Brev
uvedkommende«, satte og i Ord og Gebærder den
Ærbødighed til Side, Provsten havde ventet af
ham, »baade imod Eders Præst og mig, paaskydende,
I havde ingen Forsvar, med mere unyttig Adfærd
og Indfald«.
Dette skriver Provst Reenberg til Degnen
Africanus den 10. Decbr., efter at Provstens
Mæglingsrejse til Havrebjerg var mislykket.
Tillige sender han efter Degnens Begæring Kopi
af Præstens Brev, idet han udbeder sig Degnens
tydelige skriftlige Erklæring, »saaledes som I
vil, jeg skal sende det fra mig til Biskoppen,
og siden trøste eder til at forsvare«. Provsten
slutter sin Skrivelse saaledes: »Guds Fred
styre, regere og bevare eders Sind, Hu og Tanker
i Christi Taalmodighed, Sagtmodigheds og
Ydmygheds Fodspor. Amen!«
Den 12. Decbr. kom Africanus til Provsten og
sagde, at han kunde ikke afgive Erklæring,
førend Julen var gaaet. Provsten henstillede til
ham at sende den senest den 16., men da Provst
Reenberg noget før Jul forebringer Sagen for
Biskoppen, var det ikke sket endnu. De borttagne
Messeklæder var imidlertid komne til Stede igen,
hvorledes var ikke oplyst. — Provsten udtaler
sluttelig sine gode Ønsker for Biskoppen i
følgende Ord: »Gud opfylde Deres højædle
Højærværdigheds Hjærte og Families med al
aandelig og himmelsk Juleglæde og Deres Alder
med mange paafølgende Nyaar i Velsignelser!
Amen!« Provsten undertegner sig: »Deres højædle
Højærværdigheds, Hr. Biscops og Naadige Herres,
underdanigste Tiener og Forbeder hos Gud,
Chr. Chr. Reenberg.«
Forud for Julen, den 20. Decbr., havde Africanus
sendt sin Søn med et Brev til Sognepræsten, Hr.
Gynther. Brevet er holdt i en saare høflig Tone,
vrimler af gudelige Talemaader, men gaar
fuldstændig uden om Præstens Anklage. Som for at
dokumentere sit ganske fredelige Sind begynder
Degnen med at sige, at Tiden minder »om den
Glæde og Salighed, det arme menneskelige Kiøn er
vederfaret af Guds blotte Naade og
Barmhiærtighed ved Guds Søns, vor livsaligste
Frelseres og Mægleres Manddoms Annammelse og
Fødsel til at blive og være Konningers Lys og
Israels Herlighed, jeg mener den salige, glade
og trøstefulde Julefest«.
Saa minder og
samme glædelige Tid som en Erindring for Degnen
til at indfinde sig med nærværende faa og ringe
Linier og erbyde Hans Velærværdighed sin
sædvanlige Tjeneste, som ogsaa herved
tjenstærbødigt sker. Da Helligdagene følger
straks paa hinanden, 4 i en Rad, og det ventelig
vil blive Hs. Velærv. for besværligt ene at
forrette Prædikeembedet for Alderdoms
Skrøbeligheds Skyld, saa beder han Præsten
behageligst at meddele, enten skrifligt eller
mundtlig ved Budet, hvilken Dag eller Dage han
kan være til Tjeneste, saasom det er Degnens
tjenstlige Begæring at være Hs. Velærv. ganske
ergiven til Kjerlighed og Tjeneste.
Africanus minder
ogsaa om, at han har været Hs. Velærværdigheds
»ringe Med-Tjener nu paa 7. Aar«, og at han »af
Guds Forsyn og min allernaadigste Konges
særdeles Naade har været Deres Med-Tjener som
Degn til disse tvende Guds Menigheder«. Han
frembærer til Slut sine gode Ønsker for Præsten:
»Guds Naade og Aands kraftige Bistand stedse
betalende, næst en glædelig Fest og tilkommende
lyksalig Nytaars Forønskning med alt kært og
behageligt, jeg med megen Æstime er henlevende,
Deres Velærværdigheds tjenstærbødige og
ergivneste Tjener Frideric Petri Svane
Africanus, Diacon loco.«
Denne sin meget tjenstlige Skrivelse lod
Africanus sin Søn bringe til Sognepræsten. Har
han ventet sig noget deraf, har han imidlertid
forregnet sig. Hr. Gynther modtog ikke Degnens
Brev, og han gav Budet denne Besked: »I kan
sige: Jeg har ikke i Sinde at vexle Breve med
jer Papa, jeg har skrevet ham til det, jeg vil!«
At denne noget overlegne Afvisning højligen
maatte krænke den varmblodige Africanus,
forstaar man let. Der havde han gjort sig ret
Hjærtens Umage med sit Brev og samlet mange
glatte og slebne Ord. Og saa vilde den hovne
Præst ikke engang modtage Brevet, langt mindre
læse og besvare det!
Medens Heden endnu er i Blodet, sætter Africanus
sig til at skrive til Provsten. Han klager over,
at hans Søn »imod al Billighed og Høflighed [og]
med største Disrespekt og Foragt begegnedes«, og
han mener deraf at slutte, at derunder maa ligge
forborgen nogen Foragt for hans Person. »Jeg
vil«, tilføjer han, »ikke sige nogen Mistanke,
Beskyldning eller Had for min Religion«.
Africanus gaar
derpaa over til at tale om sin Religion. Han
paaberaaber sig sin Tro paa den guddommelige
Sandhed, overantvortet os ved de hellige
Profeter og Apostle og Jesum Christo, og i denne
Tro oplærer han sin underhavende Ungdom. Han
forsikrer om sin Samdrægtighed med Paulo, naar
han skriver: Jeg ved og vil intet andet vide til
Salighed end Jesum Christum og hannem
korsfæstet.
Derefter kommer han til »vor højsalige
Kirkefader Morten Luther, der har lært og lidt
for sin Religion og bleven derudi til sidste
Dødsdag og Aandedræt«. Hvilken Religion
Africanus og erkender som sin. Og den har han
troet og lært »under Monarkens min
allernaadigste Konges Vingers Skygge i mit
Fødeland Guinea i Africa i 10 a 12 Aars Tid, som
jeg og under mangfoldige Forfølgelser,
Efterstræbelser og Viderværdighed bestandig har
troet og lært, ja, lidt meget for«.
I den Religion har ogsaa Hans Eminence Biskop
Hersleb befunden ham at være, da han i Kraft af
Monarkens Reskript har kaldet ham til disse
tvende Guds Menigheder til at være og anses for
en overhørt, velgrundet og dygtig befunden
Sognedegn. Og efter at Africanus har sagt sig
fri for alt Slags Kætteri, kommer han atter ind
paa sin Sognepræsts, Hr. Gynthers, »slette
Opførsel« imod bemeldte hans tjenstlige, og
ærbødige Skrivelses Indhold. Samme tjenstlige
Skrivelse indeslutter han nu i sit Brev til
Provsten, idet han beder denne meddele ham sine
Tanker, som mulig kan blive Africanus tjenlig
»under saa stor en Forfølgelse, som jeg paa
nærværende Tid uforskyldt er geraadet udi«.
De skriftlige Indlæg i Sagen blev indsendte til
Biskop Peder Hersleb, som dog ikke hastede med
at foretage sig noget i samme Anledning. Han
ventede, at »den afrikanske Degn« nok direkte
vilde lade høre fra sig, og dette skete da ogsaa.
Den 7. Januar 1756 skriver Africanus til
Biskoppen, hvem han giver Titlen: »Deres
Eminence, højnaadige Herre og Fader i Vor fælles
Frelser Christo Jesu!«
Africanus
fralægger sig Skylden for den mellem ham og
Præsten (hans »Med-Tjener«) opkomne Tvistighed
og Misforstaaelse; han har »ikke i ringeste
Maade givet nogen Slags billig Anledning
dertil«. »Deres Eminences til mig saa faderlig
som naadig gjorte Formaninger har stedse staaet
mig for Øjne til Opmuntring til Kærlighed og
andre Dyders Øvelse imod alle og allermest imod
min ved min Tiltrædelse til Embederne forefundne
Sognepræst, Hr. Joach. Gynther«.
Videre har Africanus altid beflittet sig paa i
alle mulige Maader at bevise og efterleve sin
allerunderdanigste Pligt imod sin Gud, sin »allernaadigste
Konges som den ypperste og al anden saavel
nedrig som høj indtil højeste Øvrighed, af
Majestæten allernaadigst anordnede og Foresatte«
osv. osv. »Denne Klage fra Præsten over mig og
derudi forekommende haarde, usandfærdige,
ubevislige og ret malitiøse Beskyldninger ere
saa soleklare, at endog en Bonde paa Amager kan
kende derudi, med værdigst Excuse, som
underdanigst udbedes, for saa ordinært Ordsprog
at bruge i saa vigtig en Sag«.
Africanus
forsikrer Biskoppen, at han ikke er nogen
Hedning. Angaaende Beskyldningerne, der er
rettede imod ham, er de »saa massive, som de
nogen Tid kunde optænkes«. Som den, der er
Aarsag til »alt dette Ondskab og Ugunst«, nævner
han en Student, Schiødte med Tilnavn, som
Præsten har faaet at prædike for sig, og som
efter eget Udsigende skal have været adjunctus
og Hører i den danske Skole i Roskilde.
Samme Student Schiødte har oprørt Menigheden
imod Degnen »og indbringer adskillig Forstyrring
og Disorden i vores liden og arme Israel«.
Africanus giver en ikke meget smigrende
Karakteristik af Schiødte, der er »som Havets
Bølger, der røres hid og did«, hvilket han har
bevist ved at opfinde allehaande Sladder og
saaledes ophidse Præsten imod alle dem, som han
formener at være sig imod. Africanus siger, at
Schiødte har til Hensigt at blive Gynthers
Efterfølger og derved faa sig betalt for sit
Prædikearbejde, som han intet Vederlag faar for
i Præstens levende Live, og han angiver Schiødte
som den rette auctor til Præstens Klagemaal over
sig.
Underdanigst rekommanderende sig Eminencens
Naade og faderlige Bevaagenhed slutter Africanus
med at nedbede al mulig Lyksalighed over
Biskoppen »fra Sjælenes Hyrde og Biscop, Jesum
Christo, som med Faderen og den hellig Aand er
en evig sand Gud, højlovet og velsignet i al
Evigheds Evighed, Amen«. Han undertegner sig
»Deres Eminences
Under den barmhiærtige Guds Providence og min
allernaadigste Konges og Deres Eminences
guddommelige, kongelige og faderlige Naade
Frideric Petri Svane Africanus.«
Da Eminencen, Biskop Hersleb, havde modtaget
denne Skrivelse fra »den afrikanske Degn«, satte
han sig til at tænke over, hvad der var at
foretage i Sagen. Og han skriver da derom til
Provst Reenberg, idet han bemærker, at Degnens
Brev er vidtløftigt nok, men han finder ikke et
Ord som Svar paa Præstens Klagepunkter eller om
den hele Sag.
»Iøvrigt«, siger Biskoppen, »er hans Brevs
Indhold et Praleri om hans Gudsfrygt, Religion
og Retsindighed; mig synes, at hans Capitolium
er ikke vel forvaret, og den africanske
Selvraadighed blandet med europæisk Indbildning
og Hofmod vil confundere hans Sandser«.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal fange an med ham«,
siger Biskoppen videre. »En Provsteret kunde vel
sættes over ham, om Deres Velærv. finder det
fornødent, saa maa det gerne ske. Men jeg
frygter, at han bliver ikkun værre og gaar rent
fra sin Sans«.
»Eller, om Deres Velærv. saa synes, kunde han
indkaldes som for en siddende Ret og der i mit
Navn tilrettesættes«. Og Biskoppen fremdrager
følgende Anklagepunkter, for hvilke Degnen kan
tilrettesættes:
-
»fordi han ikke havde besvaret og erklæret
sig paa Præstens over ham indgivne
Besværinger, hvilken Erklæring da af Retten
fordres af ham og protocolleres, da det
siden kan afgøres, enten Præsten vil tiltale
ham eller frafalde Sagen,
-
tilrettesættes baade for de dumdristige Ord,
han i Brevet til mig bruger om Præstens
Forhold, saa og fordi han i samme Brev
kalder Præsten sin Med-Tjener, hvilket er
for dristigt, thi Præsten er hans Superieur,
den han ved sin aflagte Ed har forbundet sig
til at bevise Lydighed,
-
forbydes ham alvorlig at gaa med Bøsse eller
dermed at skyde, men at passe paa sit Embede
og sin Skole,
-
befales ham at levere Kirkenøglerne til
Præsten og i hans Hus afhente dem, saa ofte
Kirken skal aabnes,
-
forbydes ham at misbruge Kongens Navn,
hvilket kunde blive ham farligt, at han vil
befale Præsten i Kongens Navn osv., item
at beraabe sig paa, at han er kaldet
immediate [= direkte] af Kongen og deraf
bilder sig ind at være mere end andre Degne,
da han dog er kaldet som alle andre, og
Kongen har tilladt, at han maa blive Degn,
uagtet han ikke har været Skoleholder,
-
og endelig formanes han ganske indstændig at
holde sig stille og rolig, og i Steden for
at prale af sin Gudsfrygt og Religion mere
vise det i Gerningen med Taknemlighed mod
Gud, Flid i sit Embede og i Skolerne,
Fredelighed med Menighed og Lydighed mod
sine Superieurer, at ikke flere Klager komme
ind over ham«.
Saaledes var
altsaa Biskoppens Opfattelse af Sagen, og
Africanus' skønne Ord forblev atter uden
Virkning. Det havde lige saa lidt gavnet ham, at
han havde rekommenderet sig til Biskoppens
»faderlige Bevaagenhed«, som at han havde skudt
Studenten Schiødte imellem sig og Præsten.
Biskoppens Ord skærer som Lovens Sværd gennem
alle Omsvøb og Talemaader, og han fremdrager
Punkt for Punkt de Anklager, for hvilke Degnen
maa stande til Rette.
Efter Biskoppens Ordre blev den 26. januar 1756
nedsat Provsteret, bestaaende af Provst
Reenberg, Hr. Christian Mejer af Ørsløv og Hr.
Torm af Stillinge. Hvorefter Degnen Frideric
Svane Africanus indkaldtes for at anhøre
Biskoppens Ordre. Degnen mødte ogsaa, og for ham
blev bekendtgjort og oplæst Biskoppens ovenfor
gengivne Skrivelse med de seks Anklagepunkter,
han havde at svare til.
Da han affordredes Erklæring paa Præstens over
ham indgivne Besværinger, svarede Degnen: »Den
bedste og sikreste Erklæring kan jeg
underdanigst hente og fremlægge af Hr. Gynther,
Præsten i Havrebjerg, hans egen Samvittighed og
egen Pen ved hans Undertegnelse af min Klage til
ham af Oktbr. 1755 angaaende en Fornærmelse i
Ord i mit Hus af en Sognekvinde«.
Iøvrigt
replicerede Degnen at have efterkommet Provstens
Formaninger til ham d. 9. Decbr. sidst afvigte
og leveret Præsten Nøglerne til Kirken, som og
fremdeles skulde ske efter Gudstjenesten, saa og
bringe Alterklæderne i Præstens Hus tilligemed
Kommunionsbogen efter Indtegnelse i Kirken.
Ogsaa paalagdes Degnen forud at konferere med
Præsten, hvis der af Lysningsbogen paa
Prædikestolen skal læses, og Degnen erklærede,
at han ikke siden havde brugt nogen Bøsse.
»Desforuden, efter at han nu hafde hørt
Biskoppens Tilrettesættelse, lovede [han]
herefter fremdeles at vise al Ærbødighed baade i
Ord og Gerning og Skrift imod sin foresatte
Øvrighed, saavel Hs. Højærv. Biskoppen som
Provsten og Præsten som sine Superieurer, saavel
som og bevise det i Gerningen med Taknemlighed
imod Gud, Flid i sit Embede og i Skolen,
Fredelighed mod Menigheden, saa at han lover af
yderste Evne ikke at give Aarsag til, at flere
Klager komme over ham«.
»Denne tilførte Erklæring tilstaar Frideric
Svane at være hans Ord med sin Haands
Underskrift.
Actum, 26. Jan. 1756.
Frideric Petri Svane Africanus.«
Provsterettens Afgørelse slutter med følgende:
»Dette Løfte formanede Provsten Hr. Reenberg
Degnen Svane med al Alvorlighed at holde.
Paa Rettens Vegne
Reenberg. Mejer. Torm.«
Dermed var altsaa Sagen bragt til Ende, og
Africanus havde forsaavidt draget det korteste
Straa, som han maatte love at efterkomme alt,
hvad ham blev paalagt og formanet at gøre. Han
maatte ikke gaa med Bøsse eller dermed at skyde,
han maatte ikke kalde Præsten sin »Medtjener«,
for Præsten var hans »Superieur«, og han maatte
ikke bilde sig ind at være Degn af Kongens Naade
til de tvende Guds Menigheder, han var slet og
ret en Degn som andre Degne!
Den kirkelige Overhyrde havde blæst i sin Fløjte
og blæst alt paa rette Plads, saa Forholdet
mellem de to stridende Smaahyrder for Eftertiden
laa klappet og klart. Degnen maatte tage mod den
biskoppelige Tilrettevisning, men sit Embede fik
han fremdeles Lov at beholde, hvad der maaske
næppe har været Præstens Mening.
Det fremgaar nemlig klart nok af Præstens
Anklage, at han har følt sit Liv truet ved
Degnens Adfærd, og under Frygten derfor
forlanger han en Indskriden imod Degnen, da han
ej kan »vide sig sikker paa sit Liv enten i
Kirken eller udenfor«. Men dette Hovedpunkt i
Hr. Gynthers Anklage gaar Biskoppen temmelig let
hen over, idet han blot nøjes med at forbyde
Degnen at gaa med Bøsse.
Efter denne Episode mellem Hr. Gynther og Degnen
Africanus høres intet mere om deres indbyrdes
Forhold. De blev begge gamle i Embedet. Hr.
Joach. Gynther døde 1770 og blev begravet i
Havrebjerg Kirke efter at have været Præst paa
Stedet i 54 Aar. Africanus var, som nævnt, Degn
i Havrebjerg i 34 Aar og maatte omsider søge sin
Afsked paa Grund af Blindhed.
Forinden bringer han atter et Par Gange sit Navn
i Erindring. Nogle Aar efter hans Kontrovers med
Præsten hænder det under en Katekisation med den
voksne Ungdom, at Degnen i Ilterhed giver en
Karl to Slag paa Kinden. Da Karlen slaar igen,
udvikler der sig et regulært Slagsmaal, der har
til Følge, at de kæmpende Parter hver faar sin
Straf. Amtmanden, Geheimeraad Frederik
Danneskjold, lod Karlen en Søndag staa i
Gabestok ved Kirken en halv Time før og en halv
Time efter Prædikenen. Degnen fik af Provsten en
alvorlig Irettesættelse for sit upassende
Forhold og blev tilholdet »ej oftere paa saadan
Maade for Bønderkarlene at holde Katekisation«.
I Begyndelsen af sin Degnetid i Havrebjerg har
Africanus indgivet en »Memorial« til den
daværende Amtmand, Geheimeraad Barnek,
Vedbygaard, om, at han vil forhjælpe ham til
hans Skoleholderløn hos Hr. Baron Holberg, som
nu paa tredje Aar ikke har villet betale ham
den. Amtmanden beretter Sagen for Biskop Hersleb
og bemærker, at ifølge kongelig Forordning er
Amtmændene udelukkede fra al Slags Inspektion
ved Baroniets Skoler, og da Havrebjerg ligger
under Baroniet, kan Amtmanden ikke assistere,
som han ellers gerne vilde.
Amtmanden tager sig dog ret varmt af Degnens Sag
— maaske er det ham ikke helt ukært gennem dette
Anligggende at kunne rette et lidet Udfald mod
den i Adelstanden optagne Komedieskriver paa
Tersløsegaard —, og han skriver til Biskoppen,
at dersom Hs. Højærv. saa synes, »bliver det
bedst, at Degnen derover direkte til Hs. Maj.
klager, og kunde da Supliken saalunde indrettes,
at den kunde komme til min Erklæring, skal det
ikke mangle, jeg jo skal erklære, som det sig
bør og til Degnens Bedste, thi det er billigt,
at en Arbejder nyder sin Løn«.
Og Geheimeraaden bemærker videre: »Her har dog
Baronen ladet afhente hvert Aar af Sliftskassen
Lysepenge for Havrebjerg Skoleholder-Skole, og
dog fornemmes, at Degnen nægtes sin
Skoleholderløn.«
Sandsynligvis har Africanus faaet sin
Skoleholderløn uden at klage til Kongen, thi der
høres intet senere om nogen saadan Klage. Sagen
er formentlig bragt i Orden før eller ved
Holbergs Død Januar 1754). {3}
Africanus afgik
fra Degnekaldet i Havrebjerg-Gudum i Januar 1785
med en Pension af 16 Rdl. aarlig. Hans Bohave
bortsolgtes d. 31. Marts til Dækning af hans
Gæld for 82 Rdl. Tilligemed sin Hustru, Cathrine
Marie Badtz, med hvem han var bleven gift 1746,
flyttede Degnen derefter til Havrebjerg Mølle.
Her boede de kun godt et Aar. Ved en Ildebrand i
April 1786 mistede de Resterne af deres
Ejendele, og Africanus kom nu i Slagelse
Hospital, hvor han døde. Han oppebar som de
andre Hospitalslemmer en lille aarlig
Understøttelse. Om hans Kone ogsaa kom i
Hospitalet, vides ikke bestemt. Hun døde 1789. I
Fortegnelsen over Lemmerne i Slagelse Hospital
Decbr. 1787 findes Frideric Svane opført som Nr.
93, men Aarstallet for hans Død er ikke nævnt.
Fra den Havrebjerg-Degns Død i Slagelse
Hospital, gammel, fattig og blind, falder der et
Skær af Vemod tilbage over hans noget urolige
Liv, naar det afrikanske Blod har sydet lidt for
stærkt i hans Aarer.
Kilder:
Udskrift af Løve Herreds gejstlige
Justitsprotokol (alle Skrivelser i Sagen mellem
Gynther og Africanus opbevares i
Provinsarkivet). — Skrivelser fra Amtmændene,
Geheim. Frederik Danneskjold og Geheim. Barnek.
— Anders Petersen: Sjællands Stifts
Degnehistorie, Side 93—94. — Traps
Danmarksbeskrivelse, anden Udg., III Del, Side
282. — Slagelse Hospitals Protokol 1786—88.
|
 |
 |
| Slægten SVANE |
 |
Famous persons af Anthony Svane
27. maj 2011 |
...en del af
Danmarks
Historie |
|
